Slutningen på efterskoleåret.. (Min computer nåede at sige mange underlige lyde OG at påminde mig om, at der ikke er tilstrækkelig diskplads i den pause, der fulgte de tre forfærdelige ord.) Jeg har ikke kunnet skrive om det før nu. Dels pga roskilde festival, dels pga mange andre random ting, som jeg har været optaget af. Men mest af alt fordi jeg virkelig ikke kan overskue at græde mere over det. Åh altså. (Igen lang pause. Og jaja, jeg HAR forstået det, der er ikke mere diskplads, relax, din gamle grimme pc!)
Det er stadig et meget ømt emne. Og som de fleste af os ved, så skal ømme emner behandles med en forsigtighed, som hverken oldgammelt porcelæn eller mine ELLE-blade kan kræve. Og det siger virkelig ikke så lidt. Jeg har uoverskueligt mange minder fra det her år. Minder, som for udenforstående måske bare handler om hverdage og vasketøj, rengøring og køkkentjanser. Men for mig handler de om kærlighed. Inderlig kærlighed til et år i mit liv, som betyder så meget for mig, at jeg næsten bliver svimmel af at tænke på det. Jeg har hverken tid eller lyst til at skrive alle de minder ned her (tid, fordi jeg gerne vil nå at lave andet end at skrive, før jeg bliver 60 og lyst, fordi det simpelthen er for sørgeligt) men det vigtigste er faktisk også, at de eksisterer i mit hovedet. Og det kan man vist roligt sige at de gør. Faktsik fylder de mit hovede så meget, at der knap er plads andre (temmelig vigtige) ting, som at jeg skal til San Francisco i morgen, og at jeg skal huske at tage vasketøjet ind, før det begynder at regne.
Hvis man kiggede ind i mit hovede nu og studerede mine tanker, ville man derfor finde lykke. Jaja, jeg ved det lyder klichéklamt, men det ville man. For mit efterskoleår har altså været fyldt med den slags. Man ville finde folk der griner og man ville finde folk der græder. Men det, der ville være mest tydeligt, ville være folk der elsker hinanden så højt, at de slet ikke kan forestille sig at skilles. For det kan man virkelig ikke efter sådan et år. Jeg tror ikke, at folk der aldrig fik gået på efterskole, nogensinde vil kunne forstå det helt. Det der særlige bånd. Men så længe at mine Rantzfolk ved, at jeg forstår det og så længe at de forstår, hvor meget de betyder for mig, og hvor meget de har påvirket mig og mit liv, så er jeg glad. For jeg elsker dem. Hver og en. På deres helt egen, unikke måde.
Så velkommen til starten på resten af mit liv. Jo tak. This is it, nu begynder alvoren. Og selvom Rantz lige nu fylder mest, så bliver jeg jo på en eller anden måde nødt til at trække mig selv op af sølet og tage hul på fremtiden. Og den ser nu heller ikke så slem ud. Faktisk så glæder jeg mig. Rantzausminde Efterskole har givet mig så sindssyg meget, og nu er jeg efterhånden klar til at komme videre. Hello, du store verden.
.. Nu gjorde den det igen. Min pc. Mindede mig om, at jeg har fyldt den op med diverse spas og gøgl, og at der derfor ikke er 'tilstrækkelig diskplads'. Damn, jeg glæder mig til min macbook pro kommer med posten.
Ps. forstår I, rantzfolk, hvor meget jeg elsker jer??
Pps. Nu ved jeg jo godt, at jeg rent faktisk ikke har nogen læsere (okaj, Malou kigger måske forbi en gang imellem, og det er jeg glad for) men jeg må alligevel hellere lige linke til min nye blog, som kommer til at handle om mit everydaylife, når det nu engang går igang igen (den sætning lyder sjov 'nu engang går igang igen!') og en masse andet fun, som jeg finder på hen af vejen. mathildekaya.blogspot.com og så går I bare amok, ik'os?
Ppps. I LOVE YOU.. rantz.
mandag den 6. juli 2009
onsdag den 17. juni 2009
Mit kære cazz to
Jeg ligger i min seng. Mine roomies, Lavra og Mette, er faldet i søvn for længst. Godt det samme, for klokken er halv fire, og jeg ønsker ikke ekstrem søvnmangel for andre, da jeg selv ved hvordan det føles - hej, hverdagsliv! Indtil for lidt tid siden havde jeg faktisk en grund til ikke at gå i seng. Jeg skal til eksamen om.. cirka syv timer, og jeg begyndte at skrive for et par timer siden. Så jeg har været temmelig stresset, hvilket jeg nu har erfaret er en meget dårlig ting at mixe med træthed. Og nu blev jeg så færdig.. eller, så færdig som man nu kan blive. Jeg havde egentlig også tænkt mig at gå i seng, men kom bare til at ligge og tænke lidt for meget over tingene, som jeg så tit gør, og da især når jeg ikke har sovet nok.
Så der, lige midt i min tankestrøm, slog det mig at der kun er otte hverdage og så en lørdag og en søndag tilbage på skolen. Elleve dage i alt før min far kommer tøffende i sin lille blå bil og henter de allersidste af mine ting, som ellers har pyntet så fint rundt omkring på gulvet på mit elskede tilholdssted, cassiopeia to. Jeg kan slet ikke forestille mig at sove alene nu. Jeg har det underligt bare de få gange jeg sover alene derhjemme i weekenderne. Jeg savner Lavras stille snorken og Mettes dybe, rytmiske vejrtrækning. God timing, Mette sagde lige en sjov lyd nede fra den nederste køje. Det bliver alt for stille uden de to.
Og som om det ikke er nok, så bliver der jo tusinde andre ting at savne. Alle menneskerne, den daglige snak, chill på plænen, is på havnen, SFO i Østersøen etc. etc. Ja, jeg kunne såmænd nok nemt fylde et helt (og langt endda) blogindlæg med ting jeg kommer til at savne fra Rantz. Men det kan jeg simpelthen ikke bære at skrive ned. Tanken er nok, virkelig. Jeg kan huske at jeg et stykke inde i året bekymret tænkte på, om jeg ville udvikle mig personligt. Det havde jeg nu ikke nogen grund til at bekymre mig om. Jeg kan ikke rigtig sætte ord på hvad der er sket, og måske er det bare en del af min naturlige udvikling, men jeg vil helt sikkert mene, at der er sket noget. Noget, som gør mig mere opmærksom på mig selv og personerne omkring mig. Noget, som mærkes anderledes. Det er i hvert fald rigtigt, hvad man siger om efterskoleelever. De lærer en del om sig selv. Lad os håbe (og regne med) at jeg kan bruge det i mit forestående liv.
Klokken har passeret fire. Jeg må virkelig hellere gå i seng. Det er allerede begyndt at blive lidt lyst undefor, kan jeg se herfra. Gardinet er røget lidt ned i den ene side nemlig, jeg tror nok Mette kom til at sætte sig halvt på det. Åh, hvor jeg kommer til at savne det her. Cassiopeia to. Mette og Lavra. Muxi og Arval. Hævneren og Hunden. Jeg elsker jer.
Fandt forresten lige et indlæg fra den 9. september 2008. Der står at jeg burde cutte ned på mine addictions, såsom facebook, myspace, photoshop og andre digitale drugs. Never happened.
Så der, lige midt i min tankestrøm, slog det mig at der kun er otte hverdage og så en lørdag og en søndag tilbage på skolen. Elleve dage i alt før min far kommer tøffende i sin lille blå bil og henter de allersidste af mine ting, som ellers har pyntet så fint rundt omkring på gulvet på mit elskede tilholdssted, cassiopeia to. Jeg kan slet ikke forestille mig at sove alene nu. Jeg har det underligt bare de få gange jeg sover alene derhjemme i weekenderne. Jeg savner Lavras stille snorken og Mettes dybe, rytmiske vejrtrækning. God timing, Mette sagde lige en sjov lyd nede fra den nederste køje. Det bliver alt for stille uden de to.
Og som om det ikke er nok, så bliver der jo tusinde andre ting at savne. Alle menneskerne, den daglige snak, chill på plænen, is på havnen, SFO i Østersøen etc. etc. Ja, jeg kunne såmænd nok nemt fylde et helt (og langt endda) blogindlæg med ting jeg kommer til at savne fra Rantz. Men det kan jeg simpelthen ikke bære at skrive ned. Tanken er nok, virkelig. Jeg kan huske at jeg et stykke inde i året bekymret tænkte på, om jeg ville udvikle mig personligt. Det havde jeg nu ikke nogen grund til at bekymre mig om. Jeg kan ikke rigtig sætte ord på hvad der er sket, og måske er det bare en del af min naturlige udvikling, men jeg vil helt sikkert mene, at der er sket noget. Noget, som gør mig mere opmærksom på mig selv og personerne omkring mig. Noget, som mærkes anderledes. Det er i hvert fald rigtigt, hvad man siger om efterskoleelever. De lærer en del om sig selv. Lad os håbe (og regne med) at jeg kan bruge det i mit forestående liv.
Klokken har passeret fire. Jeg må virkelig hellere gå i seng. Det er allerede begyndt at blive lidt lyst undefor, kan jeg se herfra. Gardinet er røget lidt ned i den ene side nemlig, jeg tror nok Mette kom til at sætte sig halvt på det. Åh, hvor jeg kommer til at savne det her. Cassiopeia to. Mette og Lavra. Muxi og Arval. Hævneren og Hunden. Jeg elsker jer.
Fandt forresten lige et indlæg fra den 9. september 2008. Der står at jeg burde cutte ned på mine addictions, såsom facebook, myspace, photoshop og andre digitale drugs. Never happened.
tirsdag den 5. maj 2009
Barbielicious
ORV! Jeg har sgu da ikke fået skrevet om frame, har jeg? Don't think so. Well well. Vores film - og når jeg siger vores, mener jeg Laura Jos, Malous og min - blev færdig omkring midnat dagen før selve festivallen. Det var stressende, men alligevel fedt. For man kan jo ikke undgå at hygge sig, når man har slæbt sine madresser hen i Vest (og forresten omdøbt Vest til Studio West) og man kan ikke undgå at have det sjovt, når Malou skal indspille voiceover til drunk Barbie over fem-seks geniale popsange, som fx. 'No Air', som jo er en sang vi alle ELSKER - ja, det kaldes ironi! Og det er sjovt.
Anyways, frame festival i sig selv var rimelig genialt. Først var folk lidt skuffede, for man havde ligesom fået lovet en hel biograf, og får så at vide, at det i stedet bliver holdt på Faaborgegnens. Don't get me wrong, FAAE er en dejlig skole, men I ved.. en biograf, ikke? Jeg tror I er med. MEN! Når nu de så har pyntet så fint op at man næsten tror man er i en biograf og udover det har en kæmpe sal med filmplakater og et Hollywoodskilt, så tilgiver man trods alt arrangørerne.
Der var 20 film i alt, og seks store priser. Kvaliteten var rimelig blandet, men der var virkelig nogen flotte produktioner! Men det mest spændende var selvfølgelig prisuddelingen. For når man har taget over 3000 billeder til sin film, brugt noget nær uendelig mange timer på projektet, og boet i sit studie de sidste dage, så vil man ligesom godt have at folk kan lide den, hvis I forstår. Mine hænder var ved at blive klemt ihjel af Laura og Malous, og jeg gjorde nok også en hel del i processen med at lave deres om til mos. Og så vandt vi sgu for Bedste Animationsfilm. Fuck, det var crazy. Fuck, mine ben rystede, da jeg på 13-cm's hæle skulle følges med tøserne op på scenen og tage imod prisen. Men fuck, det var cool!
Malou kommer til at hade mig hvis hun opdager, at jeg har sat det her billede ind. Og jeg indrømmer det - der er taget bedre billeder at hende, men seriøst, vi er da for søde på det. Laura og mig havde på forhånd aftalt, at hvis nogen skulle sige noget, så skulle det være Malou, grundet hendes altid fungerende evner til at formulere sig, og det gik også som forventet med den takketale - perfekt, Malou, min skat. Tjotjal sejt lige at vinde en filmpris - that's how we like it!
Ps. Barbie er sejt.
Anyways, frame festival i sig selv var rimelig genialt. Først var folk lidt skuffede, for man havde ligesom fået lovet en hel biograf, og får så at vide, at det i stedet bliver holdt på Faaborgegnens. Don't get me wrong, FAAE er en dejlig skole, men I ved.. en biograf, ikke? Jeg tror I er med. MEN! Når nu de så har pyntet så fint op at man næsten tror man er i en biograf og udover det har en kæmpe sal med filmplakater og et Hollywoodskilt, så tilgiver man trods alt arrangørerne.
Der var 20 film i alt, og seks store priser. Kvaliteten var rimelig blandet, men der var virkelig nogen flotte produktioner! Men det mest spændende var selvfølgelig prisuddelingen. For når man har taget over 3000 billeder til sin film, brugt noget nær uendelig mange timer på projektet, og boet i sit studie de sidste dage, så vil man ligesom godt have at folk kan lide den, hvis I forstår. Mine hænder var ved at blive klemt ihjel af Laura og Malous, og jeg gjorde nok også en hel del i processen med at lave deres om til mos. Og så vandt vi sgu for Bedste Animationsfilm. Fuck, det var crazy. Fuck, mine ben rystede, da jeg på 13-cm's hæle skulle følges med tøserne op på scenen og tage imod prisen. Men fuck, det var cool!
Malou kommer til at hade mig hvis hun opdager, at jeg har sat det her billede ind. Og jeg indrømmer det - der er taget bedre billeder at hende, men seriøst, vi er da for søde på det. Laura og mig havde på forhånd aftalt, at hvis nogen skulle sige noget, så skulle det være Malou, grundet hendes altid fungerende evner til at formulere sig, og det gik også som forventet med den takketale - perfekt, Malou, min skat. Tjotjal sejt lige at vinde en filmpris - that's how we like it!
Ps. Barbie er sejt.
mandag den 30. marts 2009
Rantzausminde Efterskoles farvelsang
Jeg vil gerne benytte denne blog til at poste 'farvel-sangen'. Den sang, som vi synger hver fredag, når eleverne tager hjem. Eller, når nogen af eleverne tager hjem selvfølgelig. It goes by the melody of Pokémon. Enjoy.
Nu sidder vi i hullet igen
Gunnar han har kaldt
(JA, HAN HAR!)
Ugen den er gået stærkt
Og dagene er talt
(DE ER TALT!)
Selvom rengøringen den er trist
Så har vi det jo fedt
(JA, VI HAR!)
Rantzausminde folk har gnist
Som stråler over alt
VI VIL HJEM!
Men vi kommer igen
For vi skal lige sove læng'
Åh, vi følges ad
Skal hjem til moars mad
VI VIL HJEM!
Men vi kommer igen
Når vi har festet helt igenm'
I sidste ende er det her
Vi helst vil være
VI VIL HJEM!
Men vi kommer ige-en
VI VIL HJEM!
Dejlig sang. Den skal huskes for evigt. Og hvis det kommer til at knibe lidt, så er det jo netop, at det er godt at have den stående på sin blog. Så kan man lave en form for sing along, når man som 117-årig sidder halvsenil i en havestol og stener. Man åbner youtube, finder Pokémon-instrumentalen, åbner sin gamle blog, finder teksten til farvel-sangen og GIVER DEN GAS! Go granny. Jeg planlægger at blive en meget sej, ældre kvinde engang.
Nu sidder vi i hullet igen
Gunnar han har kaldt
(JA, HAN HAR!)
Ugen den er gået stærkt
Og dagene er talt
(DE ER TALT!)
Selvom rengøringen den er trist
Så har vi det jo fedt
(JA, VI HAR!)
Rantzausminde folk har gnist
Som stråler over alt
VI VIL HJEM!
Men vi kommer igen
For vi skal lige sove læng'
Åh, vi følges ad
Skal hjem til moars mad
VI VIL HJEM!
Men vi kommer igen
Når vi har festet helt igenm'
I sidste ende er det her
Vi helst vil være
VI VIL HJEM!
Men vi kommer ige-en
VI VIL HJEM!
Dejlig sang. Den skal huskes for evigt. Og hvis det kommer til at knibe lidt, så er det jo netop, at det er godt at have den stående på sin blog. Så kan man lave en form for sing along, når man som 117-årig sidder halvsenil i en havestol og stener. Man åbner youtube, finder Pokémon-instrumentalen, åbner sin gamle blog, finder teksten til farvel-sangen og GIVER DEN GAS! Go granny. Jeg planlægger at blive en meget sej, ældre kvinde engang.
tirsdag den 24. marts 2009
Sodavandsdisco ftw.
Nu er det jo sjovt nok sådan at jeg går på efterskole. Og på en efterskole (i hvert fald langt, langt de fleste) må man ikke drikke alkohol. Der foregår dog stadig en masse sociale arrangementer og der i blandt er der jo festerne. De fleste fester for folk i 16-17-års alderen kan nu til dags tilbyde alkohol. Og når jeg skriver de fleste, mener jeg selvfølgelig: LANGT de fleste. Næsten alle. Men efterskolefesterne kan sjovt nok ikke. Så ville mange måske mene, at det ikke er en ordentlig fest, og det er da heller ikke alle, der fx tør danse uden at have drukket et par drinks når de er til fancy pancy party uartig i København og andre smarte steder.
Men her må jeg skuffe Jer. Det er ligesom om, at efterskoleelever langsomt vænner sig til det. Ikke at de stopper med at drikke, når de er til fester derhjemme (hell no!) men de begynder ligesom at turde ting, som mange unge normalt ikke tør uden at være påvirkede. Danse et par timer i træk nonstop, gå amok i guitarsolo while headbanging voldsomt, hoppe, skrige og i det hele taget bare fyre den af. Alt for sejt. Og det bliver kun bedre med tiden. Jo flere fester vi holder her på Rantz, jo mere tør folk ligesom droppe hæmningerne. Normalt skal hæmninger drikkes væk, her er de der bare ikke rigtigt. Respekt til efterskoleelever for at turde at være sig selv og feste hele aftenen. Og med fare for at lyde som en af de der strenge 40-årige mødre, som inspicerer alle taskerne for vodkaflasker, før hun lader teenagere komme ind i sit hjem, så vil jeg skrive dette: man kan godt have det sjovt uden alkohol. Det kan man faktisk godt!
Jeg gentager: Ingen af disse unge mennesker er påvirkede af alkohol. For real.
Men her må jeg skuffe Jer. Det er ligesom om, at efterskoleelever langsomt vænner sig til det. Ikke at de stopper med at drikke, når de er til fester derhjemme (hell no!) men de begynder ligesom at turde ting, som mange unge normalt ikke tør uden at være påvirkede. Danse et par timer i træk nonstop, gå amok i guitarsolo while headbanging voldsomt, hoppe, skrige og i det hele taget bare fyre den af. Alt for sejt. Og det bliver kun bedre med tiden. Jo flere fester vi holder her på Rantz, jo mere tør folk ligesom droppe hæmningerne. Normalt skal hæmninger drikkes væk, her er de der bare ikke rigtigt. Respekt til efterskoleelever for at turde at være sig selv og feste hele aftenen. Og med fare for at lyde som en af de der strenge 40-årige mødre, som inspicerer alle taskerne for vodkaflasker, før hun lader teenagere komme ind i sit hjem, så vil jeg skrive dette: man kan godt have det sjovt uden alkohol. Det kan man faktisk godt!
Jeg gentager: Ingen af disse unge mennesker er påvirkede af alkohol. For real.
tirsdag den 17. marts 2009
I et lyserødt univers
Frame Festival nærmer sig. Og til dem, som ikke ved, hvad Frame Festival er, så kommer her en forklaring: Rantzausminde Efterskole, Vesterdals Efterskole og Faaborgegnens Efterskole samles i en lejet biograf i deres bedste gallakluns. Hver efterskole har otte film med, 100% elevproducerede selvfølgelig. Filmene bliver spillet (yes, på storskærm og med surround sound) og de smarte dommere, som by the way er professionelle filmfolk fra København, uddeler så et par priser til de bedste film. Så ved I det.
Frame Festival nærmer sig altså. Og derfor er der nu blevet taget hul på auditions, lydprøver, optagelser etc., etc. For min gruppes vedkommende er det kun kommet til storyboard-skrivning. Og denne gruppe består altså af Laura, Malou og mig. Substans, har vi valgt at kalde den. Indtil videre har vi skrevet 20 siders storyboard, og der er altså 3 indstillinger pr. side. De hurtige matematikere kan regne ud, at det i alt er 60 indstillinger - so far. Vi er cirka halvvejs, kan jeg så oplyse. Men vi ser lyst på det. Jeg tror vores film bliver for nice, for vi har en sej taktik. Men den kan jeg desværre ikke afsløre her, det er jo klart.
Anyways, lidt kan jeg godt røbe. Vi laver en stop motion film med Barbie-dukker, så det er jo et større projekt. Lige nu sidder jeg og skriver ved siden af flyttekassen med lyserøde Barbie-ting, som jeg har med hjemmefra. Det er nemlig smart at have været en tøsepige. Det kan man bruge senere i livet, kan I tro! Fx nu. For det er ikke småting jeg har. Min samling tæller ting som et helt vaskeri, shampooflasker, op i mod 30 par sko, kurvemøbler, en kæmpe pink bil, rulleskøjter, drinksglas, Barbie-børn, skab med tilhørende bøjler OG SÅ VIDERE virkelig mange gange. Tøserne og jeg arbejder ret hårdt på at nå det hele, derfor har jeg lidt stress for tiden. Derfor og så pga. uddannelsesplaner, lektier, økonomisk krise og et par andre småting. Men Frame er vigtigst lige nu. Wish us luck!
Frame Festival nærmer sig altså. Og derfor er der nu blevet taget hul på auditions, lydprøver, optagelser etc., etc. For min gruppes vedkommende er det kun kommet til storyboard-skrivning. Og denne gruppe består altså af Laura, Malou og mig. Substans, har vi valgt at kalde den. Indtil videre har vi skrevet 20 siders storyboard, og der er altså 3 indstillinger pr. side. De hurtige matematikere kan regne ud, at det i alt er 60 indstillinger - so far. Vi er cirka halvvejs, kan jeg så oplyse. Men vi ser lyst på det. Jeg tror vores film bliver for nice, for vi har en sej taktik. Men den kan jeg desværre ikke afsløre her, det er jo klart.
Anyways, lidt kan jeg godt røbe. Vi laver en stop motion film med Barbie-dukker, så det er jo et større projekt. Lige nu sidder jeg og skriver ved siden af flyttekassen med lyserøde Barbie-ting, som jeg har med hjemmefra. Det er nemlig smart at have været en tøsepige. Det kan man bruge senere i livet, kan I tro! Fx nu. For det er ikke småting jeg har. Min samling tæller ting som et helt vaskeri, shampooflasker, op i mod 30 par sko, kurvemøbler, en kæmpe pink bil, rulleskøjter, drinksglas, Barbie-børn, skab med tilhørende bøjler OG SÅ VIDERE virkelig mange gange. Tøserne og jeg arbejder ret hårdt på at nå det hele, derfor har jeg lidt stress for tiden. Derfor og så pga. uddannelsesplaner, lektier, økonomisk krise og et par andre småting. Men Frame er vigtigst lige nu. Wish us luck!
tirsdag den 10. marts 2009
Sportens comeback
Velkommen til anden omgang af Rantz's bordfodboldtunering. Også kendt som alles forsøg på at slå Gustav og mig, og bevise at det bare var held, første gang vi vandt hele tuneringen. Men men, kære læsere, fans, og andre, held har intet at gøre med team hug-hugs succes. Talent er vores drivkraft. Talent og samarbejdsevne. Så vi vandt igen. Hvad kan man sige? They did it again. A-fucking-gain. Men vi er jo efterhånden bare indbegrebet af coolness. Så det vil jeg ikke bruge mere tid på at blære mig over - ikke her på bloggen i hvert fald.
En anden læxet sport her på skolen er vores nyeste påfund - SM workout. Don't worry, det har intet at gøre med læder og pisk, 'SM' refererer ganske enkelt til Signe og Malou, som er hjernerne bag denne geniale idé. SM workout er motion på den sjove måde, hvilket fx indebærer sjippetorve og hulahopringe. Kan det blive meget bedre? Nej, vel? Især ikke når et standard SM workout sjippetorv er lyserødt med glimmer, og samtidig træner en helt masse muskler i min efterskoleprægede (læs: stærkt tiltagende) krop. Tøset, sjovt og effektfuldt.
Man kan roligt vove at påstå, at sport aldrig har haft en stor betydning i mit liv. Idrætstimerne på min folkeskole var dem, som trak mit gennemsnit mest ned, godt hjulpet på vej af min dejlige (IRONI, folkens!) gymnastiklærer, Bettina Kasse. Og det er ikke fordi jeg hader hende, hun hedder rent faktisk Kasse til efternavn. Denne skønne dame havde af en eller anden grund set sig sur på mig, hvilket førte til situationer som denne: Både hele b-klassen og hele d-klassen står og lytter stille til Bettina, som forklarer om dagens næste idtræsevent. Uden tvivl spændende, men jeg har en tendens til at blive en smule uopmærksom, når det gælder ting, som på ingen måde interesserer mig. Så jeg kommer måske til at smide en lille bitte kommentar, som slet ikke drejer sig om gymnastik, til min veninde Julie. Dårlig idé! Bettina Kasse begynder arrigt at gå i store cirkler rundt om mig, mens hun svinger voldsomt med armene og råber ud til alle de andre elever, nok primært Julie: 'Hvad har jeg sagt til Jer med hensyn til Mathilde?!' Hun havde faktisk aldrig sagt noget om netop dette emne, men altså. 'Der skal ikke stå NOGEN SOM HELST i en diameter af 1 meter rundt om Mathilde, for så går det galt! Så går det bare HELT galt!!' De omkring 45 elever stirrer alle sammen fnisende på Mathilde-Bettina-optrinnet, mens Bettinas armbevægelser bliver større og hendes stemme-level stiger (om muligt) en hel del mere. '1 METERS DIAMETER, FOLKENS!' .. Ups.
Andre optrin som dette har fundet sted, men jeg tror det er nok at nævne et enkelt her. Dog kan det tilføjes, at hun også har droppet et: 'Du bliver ALDRIG gift!' til min storesøster, pga manglende evne til at tørre et komfur ordentligt af. Hvad er det du har imod os, Bettina? Hvad er problemet? Det får jeg jo nok aldrig svar på, og jeg gider på ingen måde kontake hende, nu hvor jeg endelig er sluppet ud af Kasses kløer. Pyha. Men pointen var, at sporten her på Rantzausminde Efterskole er en hel del både sjovere og hyggeligere. Så thanks, S&M. Jeg kommer helt sikkert og hulahopper næste gang også!
En anden læxet sport her på skolen er vores nyeste påfund - SM workout. Don't worry, det har intet at gøre med læder og pisk, 'SM' refererer ganske enkelt til Signe og Malou, som er hjernerne bag denne geniale idé. SM workout er motion på den sjove måde, hvilket fx indebærer sjippetorve og hulahopringe. Kan det blive meget bedre? Nej, vel? Især ikke når et standard SM workout sjippetorv er lyserødt med glimmer, og samtidig træner en helt masse muskler i min efterskoleprægede (læs: stærkt tiltagende) krop. Tøset, sjovt og effektfuldt.
Man kan roligt vove at påstå, at sport aldrig har haft en stor betydning i mit liv. Idrætstimerne på min folkeskole var dem, som trak mit gennemsnit mest ned, godt hjulpet på vej af min dejlige (IRONI, folkens!) gymnastiklærer, Bettina Kasse. Og det er ikke fordi jeg hader hende, hun hedder rent faktisk Kasse til efternavn. Denne skønne dame havde af en eller anden grund set sig sur på mig, hvilket førte til situationer som denne: Både hele b-klassen og hele d-klassen står og lytter stille til Bettina, som forklarer om dagens næste idtræsevent. Uden tvivl spændende, men jeg har en tendens til at blive en smule uopmærksom, når det gælder ting, som på ingen måde interesserer mig. Så jeg kommer måske til at smide en lille bitte kommentar, som slet ikke drejer sig om gymnastik, til min veninde Julie. Dårlig idé! Bettina Kasse begynder arrigt at gå i store cirkler rundt om mig, mens hun svinger voldsomt med armene og råber ud til alle de andre elever, nok primært Julie: 'Hvad har jeg sagt til Jer med hensyn til Mathilde?!' Hun havde faktisk aldrig sagt noget om netop dette emne, men altså. 'Der skal ikke stå NOGEN SOM HELST i en diameter af 1 meter rundt om Mathilde, for så går det galt! Så går det bare HELT galt!!' De omkring 45 elever stirrer alle sammen fnisende på Mathilde-Bettina-optrinnet, mens Bettinas armbevægelser bliver større og hendes stemme-level stiger (om muligt) en hel del mere. '1 METERS DIAMETER, FOLKENS!' .. Ups.
Andre optrin som dette har fundet sted, men jeg tror det er nok at nævne et enkelt her. Dog kan det tilføjes, at hun også har droppet et: 'Du bliver ALDRIG gift!' til min storesøster, pga manglende evne til at tørre et komfur ordentligt af. Hvad er det du har imod os, Bettina? Hvad er problemet? Det får jeg jo nok aldrig svar på, og jeg gider på ingen måde kontake hende, nu hvor jeg endelig er sluppet ud af Kasses kløer. Pyha. Men pointen var, at sporten her på Rantzausminde Efterskole er en hel del både sjovere og hyggeligere. Så thanks, S&M. Jeg kommer helt sikkert og hulahopper næste gang også!
Abonner på:
Opslag (Atom)
