Rantzausminde Efterskole

Slutningen på efterskoleåret.. (Min computer nåede at sige mange underlige lyde OG at påminde mig om, at der ikke er tilstrækkelig diskplads i den pause, der fulgte de tre forfærdelige ord.) Jeg har ikke kunnet skrive om det før nu. Dels pga roskilde festival, dels pga mange andre random ting, som jeg har været optaget af. Men mest af alt fordi jeg virkelig ikke kan overskue at græde mere over det. Åh altså. (Igen lang pause. Og jaja, jeg HAR forstået det, der er ikke mere diskplads, relax, din gamle grimme pc!)

Det er stadig et meget ømt emne. Og som de fleste af os ved, så skal ømme emner behandles med en forsigtighed, som hverken oldgammelt porcelæn eller mine ELLE-blade kan kræve. Og det siger virkelig ikke så lidt. Jeg har uoverskueligt mange minder fra det her år. Minder, som for udenforstående måske bare handler om hverdage og vasketøj, rengøring og køkkentjanser. Men for mig handler de om kærlighed. Inderlig kærlighed til et år i mit liv, som betyder så meget for mig, at jeg næsten bliver svimmel af at tænke på det. Jeg har hverken tid eller lyst til at skrive alle de minder ned her (tid, fordi jeg gerne vil nå at lave andet end at skrive, før jeg bliver 60 og lyst, fordi det simpelthen er for sørgeligt) men det vigtigste er faktisk også, at de eksisterer i mit hovedet. Og det kan man vist roligt sige at de gør. Faktsik fylder de mit hovede så meget, at der knap er plads andre (temmelig vigtige) ting, som at jeg skal til San Francisco i morgen, og at jeg skal huske at tage vasketøjet ind, før det begynder at regne.

Hvis man kiggede ind i mit hovede nu og studerede mine tanker, ville man derfor finde lykke. Jaja, jeg ved det lyder klichéklamt, men det ville man. For mit efterskoleår har altså været fyldt med den slags. Man ville finde folk der griner og man ville finde folk der græder. Men det, der ville være mest tydeligt, ville være folk der elsker hinanden så højt, at de slet ikke kan forestille sig at skilles. For det kan man virkelig ikke efter sådan et år. Jeg tror ikke, at folk der aldrig fik gået på efterskole, nogensinde vil kunne forstå det helt. Det der særlige bånd. Men så længe at mine Rantzfolk ved, at jeg forstår det og så længe at de forstår, hvor meget de betyder for mig, og hvor meget de har påvirket mig og mit liv, så er jeg glad. For jeg elsker dem. Hver og en. På deres helt egen, unikke måde.

Så velkommen til starten på resten af mit liv. Jo tak. This is it, nu begynder alvoren. Og selvom Rantz lige nu fylder mest, så bliver jeg jo på en eller anden måde nødt til at trække mig selv op af sølet og tage hul på fremtiden. Og den ser nu heller ikke så slem ud. Faktisk så glæder jeg mig. Rantzausminde Efterskole har givet mig så sindssyg meget, og nu er jeg efterhånden klar til at komme videre. Hello, du store verden.

.. Nu gjorde den det igen. Min pc. Mindede mig om, at jeg har fyldt den op med diverse spas og gøgl, og at der derfor ikke er 'tilstrækkelig diskplads'. Damn, jeg glæder mig til min macbook pro kommer med posten.

Ps. forstår I, rantzfolk, hvor meget jeg elsker jer??

Pps. Nu ved jeg jo godt, at jeg rent faktisk ikke har nogen læsere (okaj, Malou kigger måske forbi en gang imellem, og det er jeg glad for) men jeg må alligevel hellere lige linke til min nye blog, som kommer til at handle om mit everydaylife, når det nu engang går igang igen (den sætning lyder sjov 'nu engang går igang igen!') og en masse andet fun, som jeg finder på hen af vejen. mathildekaya.blogspot.com og så går I bare amok, ik'os?

Ppps. I LOVE YOU.. rantz.