Mit kære cazz to

Jeg ligger i min seng. Mine roomies, Lavra og Mette, er faldet i søvn for længst. Godt det samme, for klokken er halv fire, og jeg ønsker ikke ekstrem søvnmangel for andre, da jeg selv ved hvordan det føles - hej, hverdagsliv! Indtil for lidt tid siden havde jeg faktisk en grund til ikke at gå i seng. Jeg skal til eksamen om.. cirka syv timer, og jeg begyndte at skrive for et par timer siden. Så jeg har været temmelig stresset, hvilket jeg nu har erfaret er en meget dårlig ting at mixe med træthed. Og nu blev jeg så færdig.. eller, så færdig som man nu kan blive. Jeg havde egentlig også tænkt mig at gå i seng, men kom bare til at ligge og tænke lidt for meget over tingene, som jeg så tit gør, og da især når jeg ikke har sovet nok.

Så der, lige midt i min tankestrøm, slog det mig at der kun er otte hverdage og så en lørdag og en søndag tilbage på skolen. Elleve dage i alt før min far kommer tøffende i sin lille blå bil og henter de allersidste af mine ting, som ellers har pyntet så fint rundt omkring på gulvet på mit elskede tilholdssted, cassiopeia to. Jeg kan slet ikke forestille mig at sove alene nu. Jeg har det underligt bare de få gange jeg sover alene derhjemme i weekenderne. Jeg savner Lavras stille snorken og Mettes dybe, rytmiske vejrtrækning. God timing, Mette sagde lige en sjov lyd nede fra den nederste køje. Det bliver alt for stille uden de to.

Og som om det ikke er nok, så bliver der jo tusinde andre ting at savne. Alle menneskerne, den daglige snak, chill på plænen, is på havnen, SFO i Østersøen etc. etc. Ja, jeg kunne såmænd nok nemt fylde et helt (og langt endda) blogindlæg med ting jeg kommer til at savne fra Rantz. Men det kan jeg simpelthen ikke bære at skrive ned. Tanken er nok, virkelig. Jeg kan huske at jeg et stykke inde i året bekymret tænkte på, om jeg ville udvikle mig personligt. Det havde jeg nu ikke nogen grund til at bekymre mig om. Jeg kan ikke rigtig sætte ord på hvad der er sket, og måske er det bare en del af min naturlige udvikling, men jeg vil helt sikkert mene, at der er sket noget. Noget, som gør mig mere opmærksom på mig selv og personerne omkring mig. Noget, som mærkes anderledes. Det er i hvert fald rigtigt, hvad man siger om efterskoleelever. De lærer en del om sig selv. Lad os håbe (og regne med) at jeg kan bruge det i mit forestående liv.

Klokken har passeret fire. Jeg må virkelig hellere gå i seng. Det er allerede begyndt at blive lidt lyst undefor, kan jeg se herfra. Gardinet er røget lidt ned i den ene side nemlig, jeg tror nok Mette kom til at sætte sig halvt på det. Åh, hvor jeg kommer til at savne det her. Cassiopeia to. Mette og Lavra. Muxi og Arval. Hævneren og Hunden. Jeg elsker jer.


















Fandt forresten lige et indlæg fra den 9. september 2008. Der står at jeg burde cutte ned på mine addictions, såsom facebook, myspace, photoshop og andre digitale drugs. Never happened.